miniinterviewelizabethjuulcreative
Post Format

Mini interview – Elizabeth Juul

Leave a Reply

Juul Creative, mini interview, Elizabeth Juul, Webdesign

Billeder via Juul Creative fotograf Sandra Åberg

I dag har jeg fornøjelsen af at dele det trejde Mini interview med Jer. Et interview som jeg virkelig har set frem til. For jeg synes det er ret så sejt, at Elizabeth har gjort sin hobby til sin levevej og endnu sejere at det er webdesign hun har kastet sig over, for det er en branche, hvor konkurrencen er hård og hvor man virkelig skal skille sig ud, hvis man vil skabe sig et godt navn og en god forretning.

Her er hvad jeg spurgte Elizabeth om.

Jeg forestiller mig at det var et stort spring, at springe ud som selvstændig webdesigner, hvilke overvejelser gjorde du dig inden du blev selvstændig?

Jeg havde i rigtig lang tid savnet at mærke at jeg brugte min tid på noget mere meningsfuldt, og jeg tror som så mange andre, at når man får børn, så tager man sit liv lidt til revision. Da jeg startede op var det dog sideløbende med et fuldtidsjob, og det var en meget, meget blød ‘launch’, for ikke at blive alt for overvældet.

Da min stilling så blev nedlagt og jeg blev fritstillet, fik jeg pludselig en mulighed for rigtigt at forfølge drømmen.

Hvorfor blev det webdesign du kastede dig over?

Jeg har altid arbejdet på den ene eller den anden måde med brugergrænseflader, i både studie, arbejde og fritid. Jeg kan rigtig godt lide at jeg veksler mellem tidspunkter, hvor jeg kan fokusere på at læse, forstå og kommunikere mine kunders branding, og dem hvor jeg kan sidde med en kæmpesweater i mit kontorhjørne og løse det puslespil, det er at programmere.

Og så syntes jeg, at der var et hul i markedet for de mange erhvervsdrivende og mode- og livsstilsbloggere, som gerne ville have et feminint design uden at det kammede over i tegneseriesløjfer, katte og cupcakes. Jeg går efter at finde en blød, lys, lækker og funktionalistisk look som føles personlig for kunden, så det fremhæver det, som skiller dem ud fra alle andre.

Hvordan får du kontakt til kunder og hvordan ser et typisk forløb ud når du designer en hjemmeside/blog?

Indtil nu er kunderne primært kommet via netværk, men andre er bare stødt på mit arbejde ved at se andre sider, jeg har lavet.

Forløbet er lidt forskelligt, alt efter hvad kunden ønsker at få ud af vores samarbejde, men som regel er den delt op i 2 faser: En brandingfase og en webdesign fase.

Jeg lægger ud med at stille en hel masse spørgsmål, som skal spore mig ind på den følelse, som designet skal frembringe hos sitets besøgende i sidste ende. Det bruger jeg til at lave en masse moodboards ud fra, som jeg i samarbejde med kunden til sidst kombinerer til det endelig moodboard, som skal danne grundlaget i designet.

Jeg udarbejder herefter en style guide – en lille præsentation af anbefalede skrifttyper, farvekoder, eventuelle strukturer og designelementer (f.eks. logo) som i sin helhed skal repræsentere brandet. De elementer kan så bruges til at lave hjemmesiden med, ud over at de naturligvis kan bruges til brevpapir, sociale medier og andre marketingmaterialer.

I næste fase snakker jeg med kunden om, hvad websiden skal kunne – og hvordan vi gerne vil have at den besøgende skal interagere med det. Jeg plejer at skitsere et par mockups i Photoshop, og når vi er på rette spor begynder jeg at programmere. Jeg foretrækker altid at programmere fra bunden i stedet for at prøve at tilpasse en færdigkøbt skabelon – det giver meget mere frihed og fleksibilitet til at være kreativ. Kunden kan løbende holde øje med udviklingen på et site jeg laver specifikt til dem.

På lanceringsdagen står jeg for at lægge designet op, dvs uploade siden, tilpasse widgets og plugins så det ser ud som det skal. Ind imellem er der noget, der lige skal justeres for at det ser helt ordentligt ud, men det er sjældent, at det tager mere end en time at lave skiftet. Og så er det bare med at fejre et godt afsluttet projekt :)

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?

Det kommer lidt an på hvilken projektfase jeg er i, så det varierer en del. Når en dag er slut, lister jeg altid 2 små men vigtige opgaver som jeg ville ønske jeg havde nået, men som jeg så skal have gjort som det første næste morgen. Så lige så snart jeg har afleveret min søn i børnehaven, er det det, jeg gør. Det kan f.eks. være en email jeg skal have sendt, eller et lille stykke kode jeg skal have skrevet om. Derefter går jeg i gang med de større opgaver. Jeg sætter mig f.eks. for, at jeg skal nå at lave en mockup, eller at jeg skal have lavet mindst 2 moodboards, eller at jeg skal have kodet en forside færdig. Jeg plejer at spise frokost foran skærmen – ret dårlig vane, jeg ved det godt.

Ind imellem – og ret ofte – har jeg kundemøder. Det er virkelig vigtigt for mig at arbejde tæt sammen med kunderne, så vi altid er i gang og på rette spor. Jeg glæder mig altid til kundemøderne, men jeg sætter altid dobbelt så lang tid af i min kalender som jeg melder ud til kunden, for det plejer altid at blive så hyggeligt og tiden har det normalt med at løbe afsted :) Da jeg har kunder rundt omkring i verden, foregår det oftest over Skype, men hvis jeg kan komme til det, inviterer jeg altid gerne på café i København og tager min bærbare computer med under armen.

Min arbejdsdag slutter kl 16 – lidt under protest, for jeg er normalt altid i en god rytme lige på det tidspunkt – for da skal jeg hente min søn fra børnehaven. 10 minutter inden jeg går, planlægger jeg mine 2 opgaver for den næste dag. Er det min mands tur til at putte ham om aftenen, og er jeg inspireret, så kan jeg godt finde på at snige en times arbejde ind eller 2…

Der er ingen tvivl om at det er hårdt at starte en virksomhed op, men Elizabeth får det altså til at lyde, som om det er det hele værd!
Du kan finde Elizabeths fine univers på Juul Creative, blog, instagram, pinterest og facebook.

signatur

 

Leave a Reply

Required fields are marked *.